Vejle Kommune gør det nemt og sikkert for medarbejderne at anvende AI
Vejle Kommune har introduceret AI-chatbotten "Bertha" som en innovativ løsning til at understøtte medarbejdernes daglige arbejde. Chatbotten er en del af kommunens strategi for at gøre generativ AI tilgængelig og brugbar for alle medarbejdere, uanset teknologisk erfaring. Bertha er designet til at være en digital assistent, der kan hjælpe med opgaver som at søge på intranettet, læse korrektur, skrive tekster og sikre, at kommunikationen til borgerne er i øjenhøjde
En brugervenlig løsning på intranettet
I samarbejde med leverandøren InDialog har Vejle Kommune valgt at placere Bertha på intranettet, hvilket gør chatbotten nemt tilgængelig for medarbejderne. "Mange medarbejdere kommer ikke til at bruge AI løsninger, de skal ud og finde på nettet. De skal have chatbotten lige ved hånden, og det har vi gjort med Bertha," forklarer Anne Dyrberg fra Vejle Kommune.
Medarbejderne bruger Bertha til en række opgaver, fra at finde vejledninger til at få hjælp med korrektur. "Én medarbejder har en god idé om, hvad Bertha kan bruges til, mens en anden medarbejder har en helt anden idé om, hvad Bertha kan bruges til. Kun fantasien sætter grænser, og det er fedt at se. Det gør, at vi som kommune er blevet mere digitalt nysgerrige," siger Nicklas Fledelius fra Vejle Kommune.
Strategisk udvikling og sikkerhed
Udviklingen af Bertha er resultatet af Vejle Kommunes strategiske fokus på ny teknologi. For to år siden nedsatte kommunen en mindre gruppe på fire medarbejdere i Digitalisering & IT, som har fået stor frihed til at foreslå og implementere nye teknologiske indsatser. Gruppens arbejde har haft ledelsens fulde opbakning, hvilket har været afgørende for bl.a. Berthas succes.
Sikkerhed har været en vigtig faktor i udviklingen af Bertha. En jurist har været involveret i processen, og der er lavet risikovurderinger og en databehandleraftale med leverandøren. Vejle Kommune har også udarbejdet retningslinjer for brugen af generativ AI, som skal sikre, at teknologien anvendes ansvarligt.
Fremtiden for Bertha
Med Bertha har Vejle Kommune skabt en medarbejderrettet AI-løsning, der kan anvendes på tværs af fagområder. Bertha benytter sig af den nyeste GPT4o-sprogmodel fra OpenAI via cloudtjenesten Azure i Sverige, mens al data generet i løsningen opbevares i et dansk datacenter hvilket sikrer en høj grad af datasikkerhed. Kommunen fortsætter med at opdatere intranettet for at sikre, at Bertha har adgang til de nyeste og mest relevante data.
Bertha er et skridt på vejen mod en mere digitalt nysgerrig og effektiv kommune, hvor medarbejderne har de nødvendige værktøjer til at yde deres bedste i arbejdet med borgerne.